.

Hej allesammen.
I får lige kastet noget info om mig i hovedet. Jeg hedder Christina. Jeg vil ikke udtale mig om klassetrin og alder, for vil ikke sætte nogle i bås.
Jeg er en meget fagligt klog pige, men jeg udnytter det ikke.. fordi, ja.. jeg er skide doven. Og jeg har ikke lyst til at komme videre med mit liv. Sådan er det bare, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre ved det.. jeg står bare fuldstændigt stille.
Nå men, jeg har altså en mor og en far. De er ikke skilt. Jeg har også 6 søskende, 3 storesøstre, 1 storebror, 1 lillebror og 1 lillesøster - som desværre ikke er her længere.
Jeg er rigtig glad for alle mine søskende, og har på intet tidspunkt været træt af at have dem.
Jeg er en meget udadvendt, højrøstet, diskussions-lysten, voldsom, humørsvingende og galsindet pige.. men ellers er jeg faktisk superflink.
Men skal for det meste lære mig at kende før man bryder sig om mig, mit førstehåndsindtryk er altid dårligt.
Måske er det fordi at jeg ikke er genert, jeg ved det ikke.. Men jeg fyrer altså bare interne jokes af fra første øjekast, det giver mig ligesom et indtryk af om personen kan overskue mig.. jeg er meget ironisk og fjollet stemt. Og hvis jeg fornærmer personen eller efterfølgende får afvide at personen ikke kan lide mig, så gider jeg simpelthen ikke bruge mere tid på ham eller hende.
Jeg har igennem mit liv lavet en helt masse lort, som jeg ikke rigtigt gider at underholde jer med. Ikke noget jeg er stolt af, men som i sidste ende har gjort mig til den person jeg virkeligt er. Det er så pisse irriterende at skulle rende rundt med den der livløse facade, hvor man egentligt godt kan mærke at ens egen personlighed gerne vil ud og at folk omkring én måske bedre ville kunne lide hende den rigtige Christina, men man tør simpelthen ikke at gøre det fordi at man er bange for fordomme og rygter.
Nu rør intet af sådan noget mig længere, jeg kan grine af det ledeste hating jeg kan finde om mig. Jeg synes det er så komisk, for der ligger jo ikke en skid i det.
Tja, og når der så gør.. så er det som regel noget af det lort jeg har lavet i min skumle fortid, og så klistre det sig heller ikke fast, for det er fortid og jeg lever i nutiden.
Den eneste skumle ting jeg faktisk har fået hævet med mig ind i nutiden er faktisk mit rygning, og det er vel ikke så skummelt endda. Altså jo, det er skummelt at starte med at ryge som 12 årig. Fuldstændig og helt igennem klamt. Men nu synes jeg bare at det virker normalt, alle mine venner og veninder ryger, så kan ikke se hvorfor det skulle være noget problem. Det er selvfølgeligt ikke noget jeg er stolt af, eller fører mig frem med.. jeg vil rigtigt gerne stoppe.. MEN JEG KAN IKKE. Og sådan er det bare.
Men ja, jeg tror jeg stopper her, for ellers bliver det for meget.
xoxo Christina.